Kanotur i Nordjylland

Siden min søn Otto var næsten 3, har vi været på en årlig 2-dages kanotur på Lindenborg Å i Nordjylland. Bare ham og jeg. Det har været nogle helt fantastiske ture og her kommer mine bedste råd til, hvordan du arrangerer sådan en tur og fordele og ulemper ved netop Lindenborg Å.

Fordele:

Lindenborg Å er et stille vandløb og der er ikke mange andre mennesker. Hvis du gør som os, så sejler du hele tiden medstrøms, så det bliver aldrig fysisk hårdt. Du sejlen en 4-5 timer og så er der overnatning. Næste dag sejler du igen 4 timer og så trækker du kanoen op, hvor kanoudlejeren Lars kommer og henter den. Det er super-nemt.

Hvor der er overnatning er der nu bygget helt nye shelters med bålplads. Virkeligt hyggeligt. Vi plejer dog at have vores telt med.

Der er næsten ingen mennesker hverken på åen eller lejrpladsen (har aldrig mødt nogen på lejrpladsen). Så det er en fed naturoplevelse.

Undervejs (vi får det til at passe med vores frokost), kommer man forbi Lille Blåkilde, hvor man kan tanke rent kildevand, der kommer op ad jorden. Fin anledning til at snakke om miljø og drikkevand med sit barn.

Ulemper:

Du starter og stopper ikke samme sted. Det betyder, du skal transportere dig selv videre. Vi har smidt vores cykel og så cyklet de her 10-12 km tilbage til bilen og kørt tilbage efter bagagen. Lidt omstændigt og en lidt træls vej at cykle på.

Kanotur Lindenborg Å Laver mad over Trangia Pølsehorn ved Lille Blåkilde Tanker vand ved Lille Blåkilde

Vil man, så kan man godt klare turen på én dag, men for Otto og mig er den største del af oplevelsen at sove i telt og lave mad over bål.

Måden du kommer afsted på er at ringe til Lars fra Lej-en-kano.dk. Han er yderst fleksibel og erfaren (husker f.eks. altid at spørge hvor mange redningsveste, du skal have med). Så aftaler du tidspunkter med ham (du kan også bestille en madpakke gennem ham). Han udleverer også kort over åen. Det er mega nemt at arrangere med ham i baghånden.

Vi gør det, at vi bager en ordentlig skudefuld pølsehorn aftenen inden. De er nemme at have med. Men Lars kan også arrangere maden. Herunder er en pakkeliste, som jeg anbefaler:

  • Telt (medmindre du vil bruge de nye shelters)
  • Liggeunderlag
  • Soveposer
  • Varmt tøj (også langt undertøj). Pakket i plastikposer eller en vandtæt pose (hvis de skulle falde i vandet)
  • Trangia, primus eller anden form for madlavningsudstyr (omend der er et fint bålsted med en rist over, hvor du kan riste pølser)
  • Skumfiduser og kiks (til s’mores)
  • Pandelygte eller lommelygte
  • Øl og sodavand (yes… når sønnike er puttet er det rart at sidde udenfor teltet og få en øl)
  • Vanddunk (eller lån evt. en dunk af Lars – kan man som regel godt). Du skal have meget vand med
  • Havregryn og sukker (til at lave havregrød med næste morgen)
  • Tændstikker og evt. et par tændblokke (ikke så BS-agtigt, men gør optændingen lidt nemmere)
  • Plastikposer til skrald
  • Lommekniv
  • Førstehjælpssæt (du kan købe et fint et for et par 100,- i Friluftsland og Spejdersport)
  • Toiletpapir
  • Huer (hvis der er koldt, kan en hue gøre underværker)
  • Vandtæt pose til dit kamera eller mobil. Et GoPro kamera står højt på min ønskeliste til netop den her slags ture.

Skal jeg være helt ærlig så er det her ud i naturen-koncept ret vigtigt for mig, så jeg har ikke min telefon fremme medmindre jeg fotograferer eller Otto sover. Formålet med turen er at være sammen med ham, og jeg har indrettet mig sådan, at mine kunder godt kan de 24 timer, vores tur tager. Det her skal ikke være et helligt jordemoder-debat-indlæg fra Politiken, men vil opfordre dig til at droppe din mobil de 24 timer. Det er godt givet ud i det der nærvær, eftertænksomhed og at få nulstillet hjernen.

Rigtig god tur.

Vi laver s'mores Laver morgenmad over bål Husk godt med solbeskyttelse Kvalitetstid I telt på lejrpladsen

Se flere tips til en god kanoferie her og skal du afsted med børn, så læs lige disse 9 virkeligt gode tips.

Her kan du se en kort film fra vores tur i 2016

Kanotur Lindenborg Å from Morten Vadskær on Vimeo.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>