Stockholm med børn

Stockholm er en super børnevenlig by. Den er meget som København, men svenskerne er nok endnu mere familieorienterede, end os. I juli 2016 var jeg der med Otto og her er nogle af de ting, vi gjorde.

Til og fra lufthavnen

Det er nemt at komme ind til byen. Lige udenfor lufthavnen kører Flygbussarne Stockholm hvert 10. minut. Det kostede 119,- SEK for mig og Otto på 6 år var gratis. Det tager ca. 45 minutter, så er du i centrum af Stockholm (lige ved hovedbanegården). Du kan købe billetter i automater inde i lufthavnen.

Rundt i Stockholm

Du kan købe billetter til bus og sporvogn (de har en enkelt sporvogn tilbage) i Presbyrå og 7-eleven. Det er sådan nogle papir-billetter, der er elektroniske. Når du har bippet dig ind i en bus, så gælder den 75 minutter, hvor du kan køre rundt. Det fungerer okay. Mener børn under 7 kører gratis.

De har også Tunnelbanen, hvor samme billetter gælder.

Vi gik for det meste rundt, da vi boede lige ved Slussen. Så det var tæt på Gamla Stan og dermed forholdsvis nemt at komme rundt.

Du kan tage en færge til Djurgården fra Slussen. Det er en behagelig måde at komme til Gröna Lund, akvariet og Junibacken på.

Børnevenlige seværdigheder i Stockholm

Det vælter med børnevenlige ting at tage sig til i Stockholm.

Teknisk museum

Teknisk Museum er ret spændende. De har en afdeling for børn i nederste etage. Her kan man lære om grundlæggende tekniske principper som vægtstangsprincippet, centrifugalkraft etc. og prøve at bygge sin egen bro, bygge baner til træhjul etc. Meget, meget pædagogisk og god underholdning. De har også en anden børnevenlig udstilling i stueetagen. Den hedder Megamind og er lidt mere for større børn. Men virkeligt fascinerende og lærerig. Både for børn og voksne (gælder hele museet).

På teknisk museum
Det mest lærerige museum

Junibacken

Junibacken er for de mindre børn. Må indrømme, at min dreng på 6 syntes, det var for overrendt og at han var lidt for stor til det. Jeg så dog børn på 6-8 år, som havde sjov der. Men det var ikke lige vores kop te. Det var virkeligt overrendt. Til deres forsvar skal siges, at vi uden problemer fik pengene igen, da vi 5 minutter senere gik derfra.

Har du børn i alderen 3-5 år er det sikkert alletiders sted.

Gröna Lund

Gröna Lund er byens tivoli, der ligger på Djurgården, hvor du kan tage færgen direkte til. Jeg vil anbefale, at I går derind uden at købe armbånd, da rigtigt mange aktiviteter ikke er omfattet af armbåndet (skydetelte i alverdens afskygninger) og da der var enormt lang ventetid ved aktiviteterne, der er omfattet af armbåndet. De var utroligt langsomme til at tømme og fylde forlystelserne – grænsende til at man troede, de spekulerede i det for at få folk over i de andre aktiviteter. Jeg fortrød bittert, at vi havde købt armbånd. I kan nemt købe armbånd i automaterne, hvis I ser, at der ikke er lang kø og jeres børn gerne vil prøve mange aktiviteter. Et udmærket tivoli, men alt for mange mennesker i højsæsonen og alt for lange køer.

Vasa museet

Vasa Museet var et kæmpe hit både ved Otto og mig. Det gamle skib fra 1628 er overordentligt godt bevaret og museet rummer virkeligt mange spændende detaljer fra skibet. Kan berette at Otto valgte Vasa museet som det bedste på hele vores tur. Der er dejligt roligt på museet og der er en hyggelig café / restaurant lige ud til vandet. Tror ikke, det er noget for børn under 6 år. Men fra 6 år tror jeg de fleste, vil finde det spændende. Børn er gratis og voksne koster omkring 110,-.

Is og kaffe på Vasa museets café
Is og kaffe på Vasa museets café

Kongelige rustninger

I kælderen på det kongelige slot findes Livrustkammaren, hvor der er gratis entré. Det var en virkeligt god udstilling, som varmt kan anbefales, hvis man er til riddere og kongelige kareter. I slottets gård er der en café med fine kanelbullar og en virkeligt dårlig service, men når først man har fået sin kaffe, så er det et rart sted at sidde og få en pause.

Kaffe, kanelbullar og et slag skak
Pause på slottets café

Biblioteket på kulturhuset

På biblioteket i kulturhuset på Sergels Torv er der et fint børnemuseum, hvor du kan medbringe egen mad. Det var et fint sted at tage en pause fra det hele, spille et spil eller lade børnene lave en skulptur i fedtsten eller male et maleri (disse aktiviteter koster 20,- SEK). Fint sted, hvis I skal have en pause mellem aktiviteter eller bare har brug for at slå nogle timer ihjel på en regnvejrsdag.

 

Vi havde en virkeligt dejlig tur til Stockholm, der er yderst børnevenlig.

Kan også anbefale at se denne guide for at finde børnevenlige aktiviteter.

Og på barnistan.se findes et hav af aktiviteter for børn.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *