Vandretur i Sverige med børn

Sverige er et fantastisk sted til vandreture og kun 1,5 times kørsel fra København finder du Söderåsen, som er en stor nationalpark i Skåne, der byder på virkeligt børnevenlige vandreture. Mit bud er at man kan have dem med fra ved 4-års alderen (hvis de altså selv skal gå). Der er korte børnevenlige ruter, der ikke er stejle og der er gode lejrpladser med både shelters, teltpladser og sågar hytter, man kan sove i. På lejrpladserne er der flere steder adgang til vand og fine toiletforhold. Ruterne er meget nemme at finde og utroligt godt afmærket. Kort sagt: Det er det nemmeste sted at være på vandretur med børn 🙂

Vi valgte at deltage i en familietur, der var arrangeret af Outsite. Det betød, der var tre andre børn og tre forældre og en turleder. Det var vildt nemt at deltage i – og det var en super god turleder, der var fantastisk tålmodig med børnene. Kan varmt anbefale en tur med dem.

Her vil jeg komme med en beskrivelse af vores tur, der er nem at gøre efter.

Knægten og mig :-)

Start

Vi kørte til Skäralid, hvor du kan parkere gratis. Her er der også en restaurant, så du kan få en bid brød, inden afgang (eller ved ankomst). Herfra går det lidt stejlt opad den første kilometers penge, men derefter er det ca. 3 km flad vandring med pæn udsigt inden vi ankom til Liagården, hvor vi slog lejr.

Ved indgangen kan du tage kort og brochurer (på tre forskellige sprog endda). Ruterne er virkeligt godt afmærket.

1. lejr

Vi overnattede den første nat på Liagården. Her kan du både sove i hytten (ca. 20 sovepladser) eller i shelter eller slå dit telt eller tarp eller hængekøje op. Her er bålplads, fine toiletter og brønd med pumpe. Der var endda hugget rigeligt med brænde til os, så det var virkeligt et nemt sted at være.

2. lejr

Vi overnattede den anden nat ved Kläveröd på kanten af en sø. Det var en fantastisk pæn udsigt. Her er et fint shelter, bålplads og masser af muligheder for at sætte telt, tarp og hængekøje op.

Her var ikke lagt brænde ud, så der må du selv i gang med at skaffe brænde. Der er økse og sav i shelteret.

Udsigten fra lejren ved Kläveröd

Mad

Ja… det kommer an på hvor meget gourmet, du er. Skal det bare være nemt, kan du købe frysetørret mad i outdoor butikker og hælde noget kogende vand over. Spørger du mig, er det kedeligt. En del af outdoor-livet er for mig også at lave mad i det fri – og min erfaring er, at børn elsker den proces. Her er hvad vi spiste:

Morgenmad

Havregrød med kanelsukker (husk kanelsukker).

Frokost

Knækbrød med spegepølse og energibarer

Aftensmad

Den første aften fik vi bøffer steget over bålet og dertil pastapenne der var rørt sammen med tre æg, salt og peber. Det smagte himmelsk. Sørg for at medbringe salt og peber.

Bøffer over bål.
Bøffer over bål.

Den anden aften fik vi jægergryde. Det var bacon, løg, peberfrugt, gulerødder, cocktailpølser og flåede tomater i en gryde, der stod og simrede en halv times tid. Det smagte himmelsk… Vi fik kogte ris til. Anbefaler enten paprika eller chili deri for at give det en super smag.

Mad over bål smager bedre

Snacks

Snacks kan få trætte børn til at gå videre. Jeg anbefaler, du har godt med energibarer med, chokolade eller kiks. Når de er ved at miste energien, så hold et hvil og find noget lækkert frem. Det kan få dem på benene igen.

Overnatning

Det er muligt at overnatte i tarp, telt, shelters, hængekøje eller sågar hytte (ved Liagården). Så ja – så godt som alle muligheder.

Der er en brønd med pumpe både ved Liagården og Kläveröd. Begge steder er der også fine toiletforhold.

Pakkeliste

Når man vandrer er det vigtigt kun at have det vigtigste med. Så her er mit forslag til “det vigtigste”:

Telt, tarp eller hængekøje

Liggeunderlag

Trangia, opvaskemidler og ild (lighter eller tændstikker – sørg for at få dem i en plastikpose)

Mad (husk krydderier, sukker og noget lækkert at snacke på).

Bestik og primitive tallerkener

Toiletartikler (tandbørste, tandpasta evt. solcreme/solstift/solhat)

Håndsprit

Pandelampe (alternativt bare en lommelygte)

Kamera og evt. powerbank

Førstehjælpskit (vigtigt – der er ingen mobildækning derude)

Schweizerkniv eller Leatherman

Jeg havde en børnedolk med til min søn. Det var god terapi at sidde og snitte. Du kan købe dem i Spejdersport for 149,-.

Om sommeren kan myggespray være en virkeligt god idé.

Tøj (evt. regntøj check vejrudsigten). Sørg for varmt tøj om vinteren, efterår og forår. Det er ikke sjovt at være afsted, hvis man fryser. Sørg også for hue og kan varmt anbefale en buff.

Den pæne svenske skov

Her kan du se en kort video fra vores tur

 

Join the Conversation

8 Comments

  1. Skøn artikel og video!
    Børn kan SÅ meget mere, end vi forældre tror! Vi skal give dem muligheden for at vise os det!

    Jeg tror på, at det er gennem aktive udeoplevelser, at forældre og børn kan knytte nogle af de tætteste bånd.
    En vandretur, cykelture eller kanotur giver nærhed og oplevelsen af at være afhængige af hinanden. Der er tid til at tale om de små og store ting – og tid til bare at være sammen.
    Glæder mig til at læse flere af dine artikler om outdoor-oplevelser med børn!
    Vh. Line
    (www.alleud.dk – Aktiv ferie og friluftsliv med børn)

  2. Tak for fin beskrivelse 🙂

    Jeg er ved at arrangere en lignende tur og ville høre hvilken rute i tog hjem fra Klåveröd? Gik i tilbage til Skäralid eller tog i bussen tilbage og hvorfra?

    mvh Lena

  3. Hej Lena.
    Beklager jeg først ser din kommentar nu. Vi gik tilbage til Skäralid. Det var en fin og nem tur. Man går så at sige rundt om en dal.

  4. Tak for en fin beskrivelse, det var lige præcis det info jeg ledte efter, skal afsted med min datter på 4½ i august 🙂 vi glæder os!

  5. Jeg har set på din fine beskrivelse. Jeg overvejer en tur alene med børn og evt. Hund.
    Nu skriver du at du betalte turen men kan man gøre det gratis? Altså koster det noget at overnatte på shelteret

  6. Hej
    Tusind tak for et inspirerende indlæg, er selv ved at forberede en vandretur med min mand og vores tre børn og måske hund. Jeg har et par spørgsmål som du måske kan svare på
    Kan man have hund (i snor) med?
    Hvor mange dage kan man parkere ved Skäralid?
    Kh Camilla

Leave a comment

Skriv et svar til Camilla Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *